fredag den 14. marts 2014

Nudging - små kærlige puf

Nudging – små kærlige puf

I denne uge har nudging været flittigt omtalt i dagspressen. Man har talt om det i forhold til at øge sundheden i Danmark.
Det handler om, at vise vej til sundere og bedre valg, fremfor forbud. Personligt, tror jeg meget på denne tilgang til sundhedsfremme i vores samfund.

Et eksempel på nudging er:

Forleden ved en konference i København, blev 391 personer opdelt i to grupper ved pause-snack. Den ene gruppe fik serveret en normal størrelse kage og hele æbler. Den anden gruppe fik udskårne æbler og halve stykker kage. Ved sidstnævnte bord spiste deltagerne 84 % mere æble og 30 % mindre kage end ved bordet med hele stykker kager og hele æbler.
Jeg oplever, at mange gerne vil tage det sunde valg, men bare ikke får det gjort. 
Når vi får nogle små kærlige puf, bliver det nemmere at vælge fornuftigt. 

Lad os få flere af de initiativer!

Måske har du oplevet nudging som virkede godt….?

Anika Karlsen Thor, diætist, KursusCenter Struer

mandag den 10. marts 2014

Birgitte skriver....

Igen i dag blev jeg ringet op af en bekymret mor. Hendes voksne søn har behov for hjælp og hele familien er indstillet på at hjælpe.
Sønnen er kok, men ikke i arbejde på grund af svær overvægt. Han er sygemeldt. Sønnen er kvik og glad for sit job, men kan ikke klare det længere på grund af overvægten. Logisk nok går familien i gang med at finde en løsning på vægtproblemet. Den unge mand bliver nødt til at have hjælp til et vægttab, så han kan blive rask og vende tilbage til sit job.

Her løber familien panden mod en mur.
-       Lægen har kun et bud og det er fedmeoperation som ikke duer, da patienten er overspiser. Lægen henviser til kommunen.
-       Kommunen har kun nu og da nogle vægtstop-samtaler på det lokale sundhedscenter og henviser ellers til jobcentret.
-       Jobcentret har kun fokus på jobrelaterede indsatser og vil derfor ikke høre om overvægten.

Eneste mulighed er nu private vægttabskurser. Familien er klar over at det handler om en grundig og langvarig indsats. Det koster langt mere end familien kan klare.

Her sluttede samtalen og jeg sidder tilbage med en afmagtsfornemmelse og faktisk også en vrede over, at en stadig voksende befolkningsgruppe lades i stikken.

Det må vi gøre noget ved!


Struer den 8. marts 2014.

Birgitte