mandag den 14. april 2014

Flugten fra gastric bypass operation blev til nye vaner, i et sundt vægttab.

Hej allesammen - Her bringer vi Hanne's historie 
For et par år siden, havde jeg bestemt mig for at tabe mig. Jeg havde et BMI over 50, og kunne derfor blive indstillet til en maveoperation. Den skulle foregå i Viborg, og jeg skulle ligesom alle andre tabe mig nogle kilo før operationen. Det viste sig, at jeg godt kunne tabe mig, og det inspirerede mig SÅ meget til at fortsætte på samme måde, at jeg valgte at springe fra operationen i sidste øjeblik. Faktisk om søndagen, før jeg skulle opereres om mandagen. De fortalte at 20 procent gør som mig og hopper fra, 20 procent taber ikke de kilo, som de skal, og 60 procent ender med at blive opereret, som planlagt. 
Jeg blev ved med at gå til diætist i Viborg, som jeg besøgte hver 2. måned. Det gik stadig godt med vægttabet , og jeg tabte 25 kilo over 2 år.
Men så skete der det, at jeg mistede mit job. Børnetandplejen, hvor jeg arbejdede, blev udliciteret og stillingerne blev nedlagt. I den periode var der meget tumult omkring hvad kommunen ville, og hvad der skulle ske med os, der arbejdede der. Det var en stor psykisk belastning ikke at vide, om man var inde, eller ude. Har jeg arbejde, eller ej?
Jeg tog 10 kilo på i den periode.
Det endte med, at vi blev fyret på en fredag. Og umiddelbart efter det, besluttede jeg, at jeg ville på højskole. Og jeg var så heldig, at jeg havde mulighed for at få opholdet betalt af min gamle arbejdsplads.
En uge efter fyringen var jeg på rundvisning på KCS med Birgitte, få dage efter startede jeg.
Jeg er en af de få, der bor tæt på KCS. Derfor har jeg sovet hjemme hos min mand og børn under kurset. Det har fungeret rigtig godt for mig, og har givet mig mulighed for, at tage de ting jeg har lært i undervisningen, direkte ind i familielivet. Min familie har taget rigtig godt imod de mange nye opskrifter, som vi har brugt flittigt. Det bliver vi ved med. Faktisk har jeg lavet en kogebog derhjemme, der nærmest er blevet som en bibel for mig.
En af de ting jeg nu ved jeg har gjort forkert før, er mængden af mad jeg spiste. Jeg synes egentlig ikke jeg spiste specielt usundt, jeg spiste bare alt, alt for meget. Det har gjort et stort udslag for mig, at jeg har fået styr på mine mængder. Jeg vejer maden nu. Og rent praktisk, så anretter vi maden derhjemme på tallerkner, som vi så tager med til bordet. Så udrydder vi de der undskyldninger for lige at tage en ekstra kartoffel, eller et ekstra stykke kød – fordi, ellers går det jo bare til spilde…
I løbet af mit ophold på KCS, er jeg kommet i meget bedre form. Jeg mærker, jeg har meget nemmere ved at komme op og ned. Det tog mig 8 uger at lære at planke, men nu kan jeg! Det er en stor sejr for mig! Før jeg havde jeg simpelthen ikke kræfter nok. Og det er som om alt er blevet nemmere. For eksempel gik vi den sædvanlige tur rundt om højene den anden dag. I starten af mit kursus var jeg helt færdig efter turen, men denne gang foreslog jeg, at vi lige gik lidt længere, før vi gik hjem.
Jeg har brugt tiden på KCS til at finde ud af hvad jeg vil med mit liv. Og jeg har besluttet mig for, at genoptage mit gamle erhverv. Jeg er uddannet social og sundhedshjælper. Og på mandag starter jeg op i nyt job igen, i en underafdeling af hjemmeplejen.
Jeg vil også melde mig ind i et fitnesscenter. Og så er vi nogle kursister, der snakker om at begynde til vandtræning i Holstebro.
Til sidst vil jeg sige, at KCS er et fantastisk sted. Her er der folk fra alle sociale lag, og der er nogle man går i spænd med, og så er der nogle man ikke lige falder i hak med. Men der er plads til alle, og alle gør det så godt de kan. Man snakker både med unge og ældre. Fælles for alle er, at man har nogenlunde samme mål. Og at vi alle ønsker at få det bedste ud af opholdet.
Nå ja, og så mine resultater. På 10 uger har jeg tabt mig 11.5 kilo. De 10 kilo var rent fedt. Og så er jeg blevet 16.5 centimeter mindre omkring hoften, og i alt 47.5 centimeter mindre, fordelt på 7 målesteder.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar